Optakt: Genoa – Juve

Når Juventus i morgen aften gæster Genoa, er det holdets fjerde kamp på 12 dage. Træner Massimiliano Allegri har op til kampen givet udtryk for, at han måske vil rotere nogle af spillerne for at undgå træthed.

Efter sejren mod Palermo i weekenden udtalte Allegri således, at spillere som Leonardo Bonucci, Giorgio Chiellini, Angelo Ogbonna og Carlos Tevez allerede har spillet et dusin kampe i denne sæson. Derfor er det normalt, at de er lidt trætte, og rotation blandt spillerne kan blive nødvendigt.

Genoa ligger midt i tabellen, hvilket primært skyldes deres udebanestatistik. Hjemme er det således kun blevet til fire point i fire kampe. De har også kun scoret tre mål. Det skal dog nævnes, at de har haft fint besøg af Napoli (1-3), Lazio (1-0), Sampdoria (0-1). I alt har klubben fra den store havneby kun indkasseret otte mål i ligaen, og den stærke defensiv har været nøglen til den fine sæsonstart Derfor venter der også Juve en opgave med at få lukket op for hjemmeholdets forsvar og den talentfulde sidste skanse Mattia Perin.

Blandt de andre navnkundige spillere hos Genoa skal nævnes deres to topscorere i sæsonen, Alessandro Matri og Mauricio Pinilla, der har tegnet sig for syv af holdets ni mål.

Hos Juve gælder det om at få sat sig på kampen og få scoret hurtigt, så Genoa ikke kan stå for dybt. Allegri har antydet, at Tevez måske ikke starter kampen, og derfor skal de øvrige angribere være klar til at score, hvis han er fraværende. Juve har kun scoret ét mål i de seneste tre kampe på udebane, hvilket må sætte alarmklokkerne i gang.

Andrea Pirlo starter formodentlig på bænken oven på en uimponerende start på sæsonen og erstattes af Claudio Marchisio.

De forventede startopstillinger til kampen:

Genoa 4-1-4-1 football formationJuventus 3-5-2 football formation

Den Gamle Dame har det historiske overtag mod Genoa og er klubben med flest sejre og mål imod de rødblå i Serie A. I de seneste 10 indbyrdes opgør er det blevet seks sejre og fire uafgjorte, og Genoa har ikke slået Juve siden april 2009.

Juve bør være det bedre hold og kunne slå Genoa. Men der er ikke meget, der tyder på en målrig affære. Vi vil også være tilfreds med en spinkel sejr på 1-0, selvom det kunne være rart at få andre angribere end Tevez i gang. Fernando Llorente og Alvaro Morata har hver lavet et enkelt mål i sæsonen, mens Sebastian Giovinco endnu ikke har fundet vej til netmaskerne.

Kampen vises på 8’eren fra kl. 20.40.

Share on Facebook0Share on Google+0Tweet about this on TwitterShare on StumbleUpon0